Motionisternes udendørssæson 2011
Sidste år kom der en masse nye og aktive motionister - det var vi rigtig glade for. De fleste af dem er ikke bare blevet hængende - de er oven i købet faldet godt til, er mødt talstærkt op og har sat deres præg på både motionisthold, tøseturnering, mandags-hyg ind, drop-in, træning osv. Så de gamle stjernespillere på motionistsiden får kamp til stregen, når motionistholdene skal bemandes.
Endvidere er to af de nye motionistspillere - Lena Ehmsen og Dorrit Johnsen - gået ind i motionistudvalget. Så også her er der et generationsskifte på vej. Det er herligt!
Hver mandag i udendørssæsonen er der mødt en trofast skare op til Mandags hyg-ind. Regnvejret har dog gjort hyg-ind sæsonen meget svingende. Flere gange måtte man aflyse og andre gange blev der kun spillet i kort tid.
En ny tradition for tirsdagstennis dukkede op her i løbet af sommeren. Det er gruppen af motionistholdspillerne, der hen over sommeren mailede sammen om, hvem der var hjemme, hvem der bookede baner, osv. Det var herligt, at man midt i sommerferieperioden kunne komme ned og spille tennis. Og det er aldrig et problem at få bane i sommerferietiden!
Tøse-turneringen, som blev afholdt i begyndelsen af juni, var en stor succes med mange nye ansigter (læs artikel andetsteds). Herreturneringen i august måtte aflyses pga. for få tilmeldinger.
Til gengæld var der mange tilmeldte til Mix-grill den 15. september, hvor både kvinder, mænd og tvekønnede er inviteret. Der blev dystet i doubler med skiftende makker fra klokken 17. Indtil klokken 18.45 - så piskede regnen ned. Det var kun muligt at få een indendørsbane pga klubmesterskaber, så sportsligt set blev det en halvtam affære ovenpå det høje engagement i starten.. Men humøret var højt og madtjansen, som Jonna og Sverre stod for, var aldeles fremragende. Olivenristede flutes, hjemmelavet pesto, hjemmelavede sennepsgratinerede mørbrader, grøn salat med blommer fra naboens have. Og til dessert hjemmelavede lagkager, som kun Liss kan lave dem.
Knækbrød
Vi viderebringer her opskriften på én af aftenens kulinariske oplevelser fra tøseturneringen: hjemmelavet knækbrød.
1 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl havregryn
1 dl solsikkekerner
3½ dl hvedemel
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 1/4 dl olie
2 dl vand
De tørre dele blandes, derefter olie og til sidst vand.
Rulles ud på 2 bageplader (god ide at lægge et stykke bagepapir oven på dejen mens den rulles ud)
Bages ved 200 grader ca. 10-15 minutter til de er sprøde og ikke for brune.