Motionisternes indendørssæson i VST

 

I VST har vi haft en række gode indendørsaktiviteter for motionisterne. Sofaen er blevet byttet ud med hyg-ind om fredagen i de lige uger, hvor vi haft mulighed for at spille sammen på kryds og tværs i mix-doubler. Som noget nyt havde vi et tilbud til nye motionister om fredagen i de ulige uger, men der var ikke nok, der mødte frem, så det tog vi af programmet efter et par måneder, så der var andre, der kunne få gavn af banerne.

Der har været afholdt 4 tennisclinics med tre timers tennis og efterfølgende spisning. Tak til de som tog madtjansen.

 

Hver anden søndag har der været tilbudt søndagstræning fra 13-15, hvor der er talstærk tilmelding. Vi er især heldige med de trænere, der trofast møder op og træner os som var vi de fremtidige Wosniackier og Murray's.

Der blev også mulighed for at købe nye tennisgevandter for tøserne, idet vi en fredag aften inviterede en sportsbutik på hjul ud til hyg-ind, og inviterede tøser på tværs i klubben til at være med. Og så gik der ellers prøverum i den i køkkenet, til stor fornøjelse for mændene nede på banen. Lena og Dorrit sørgede for mad og drikke, så ingen gik sultne hjem. Så afgjort et initiativ, der bør blive en tradition. Hvis herrerne beslutter sig for et tilsvarende arrangement, må de godt lige sige til, så vi (damerne) også tilfældigt og helt uden bagtanke kan droppe forbi og se på løjerne!

 

Endelig var der den traditionsrige gløggturnering, som havde overraskende stor tilslutning, til trods for at det lå den sidste lørdag før jul. Men der var nok mange, som trængte til at få rørt sig midt i juleriet. Traditionen tro gik der kuk i spilleplanen, så alt var som det skulle være. Mette, Jørgen og Hassan havde sørget for rigeligt med gløgg, æbleskiver og godter, så alle var sikre på at tage et par kilo på undervejs.

 

Lena Ehmsen og Kirstine Andersen